Denne video er en forsmag på kurset. Start kurset for at se alle lektioner og hente kursusmaterialet.

Om kurset

Udgivet d. 2025-02-21

Tilbudsmuligheder til kontanthjælpsmodtagere

Varighed ca. en time

I dette kursus bruges betegnelsen "kontanthjælpsmodtagere" som en samlet betegnelse for både kontanthjælp og uddannelseshjælp. Uddannelseshjælp afskaffes pr. 1. juli 2025, og indtil da gælder de nuværende regler for begge ydelser.

Kurset giver en grundig gennemgang af tilbudsmulighederne under LAB-loven for kontanthjælpsmodtagere, herunder arbejdspligten for borgere, der ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet. Du lærer, hvordan forskellige tilbud kan understøtte borgerens vej til uddannelse eller beskæftigelse, samt hvordan "Min Plan" anvendes som redskab i sagsbehandlingen.

Kurset har tre overordnede formål:

  • Du får et solidt kendskab til LAB-lovens regler for tilbud til kontanthjælpsmodtagere.
  • Du får indsigt i de specifikke tilbudstyper: virksomhedspraktik, løntilskud, nytteindsats og opkvalificering.
  • Du bliver klædt på til at anvende denne viden i din daglige sagsbehandling.

Målgruppe

Kurset henvender sig til sagsbehandlere, faglige koordinatorer, administrative medarbejdere og andre i kommunen med interesse i emnet. Kurserne kan dog være yderst relevante og egnede for virksomhedsejere, administrative medarbejdere eller andre med særlig interesse indenfor området.

Lektioner

1.  Ret og pligt – herunder arbejdspligten

Vi gennemgår de generelle regler i LAB-loven om kontanthjælpsmodtageres ret og pligt til at deltage i beskæftigelsesrettede tilbud. Derudover ser vi på arbejdspligten, der gælder for borgere, som ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet. Vi drøfter undtagelserne til arbejdspligten samt kravene om deltagelse i aktiviteter som nytteindsats og virksomhedspraktik.

19 minutter

2.  Virksomhedspraktik

Lektionens fokus er virksomhedspraktik som et centralt redskab til at bringe borgere tættere på arbejdsmarkedet. Vi ser på reglerne for, hvordan virksomhedspraktik tilpasses forskellige målgrupper, fx jobparate og aktivitetsparate borgere, samt uddannelsesparate unge. Derudover gennemgår vi de juridiske krav, herunder LAB-lovens bestemmelser og varighedsregler.

7 minutter

3.  Ansættelse med løntilskud

Her får du indsigt i, hvordan ansættelse med løntilskud anvendes som et beskæftigelsesfremmende værktøj. Vi ser på forskellene mellem private og offentlige løntilskud, varighedsbegrænsninger og arbejdsgiverens forpligtelser, herunder overholdelse af overenskomster. Vi gennemgår også, hvordan ordningen kan understøtte borgerens vej mod varig beskæftigelse.

6 minutter

4.  Nytteindsats

Vi ser på nytteindsats som en aktiveringsindsats for borgere, der står langt fra arbejdsmarkedet. Vi gennemgår formålet med nytteindsats, hvilke opgaver borgeren kan udføre, og hvordan indsatsen tilpasses aktivitetsparate borgere og dem omfattet af arbejdspligten. Vi diskuterer også de praktiske og juridiske aspekter af nytteindsats, herunder arbejdsmæssige rettigheder.

5 minutter

5.  Vejledning og opkvalificering

Her gennemgår vi de forskellige muligheder for vejledning og opkvalificering, der kan hjælpe kontanthjælpsmodtagere tættere på job eller uddannelse. Vi ser på korte erhvervsrettede kurser, basale færdighedskurser samt muligheden for at tage ordinær uddannelse som en del af beskæftigelsesindsatsen. Vi drøfter, hvordan du som sagsbehandler kan støtte borgeren i at vælge den rette indsats.

9 minutter

6.  Sagsbehandlingsregler og "Min Plan"

Vi ser på de centrale sagsbehandlingsregler, herunder hvordan tilbud dokumenteres og administreres korrekt. Vi gennemgår anvendelsen af "Min Plan" som et redskab til at skabe struktur og sikre opfølgning. Derudover drøfter vi, hvordan du som sagsbehandler kan bruge planen til at motivere borgeren og fastholde progression i indsatsen.

Christina Albrechtsen

Christina Albrechtsen

Socialrådgiver og konsulent

Christina Albrechtsen er oprindeligt uddannet socialrådgiver og har efterfølgende taget forskellige diplommoduler i ledelse og projektledelse. Hun har erfaring indenfor beskæftigelses- og socialområdet - herunder som koordinator og personaleleder. Derudover er hun i gang med at tage en kandidat i Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet. Hun er nu selvstændig konsulent ved siden af studierne.