Denne video er en forsmag på kurset. Start kurset for at se alle lektioner og hente kursusmaterialet.

Om kurset

Udgivet d. 2022-03-25

Indsatsen under ressourceforløb

Varighed ca. 2 timer

Det centrale formål med jobcentrets indsats under ressourceforløb er at understøtte den overordnede målsætning om at udvikle borgerens arbejdsevne og bringe vedkommende tættere på arbejdsmarkedet. Fælles for ressourceforløbsborgere er, at de har komplekse problemer, og at vejen til ordinær beskæftigelse går over en længevarende, tværfaglig indsats. 
Formålet med dette kursus er at give dig som sagsbehandler en generel viden om de forskellige muligheder for indsats efter henholdsvis beskæftigelseslovgivningen samt social- og sundhedslovgivningen. 
Kurset indledes med en generel introduktion til den tværfaglige indsats i et ressourceforløb. Vi kommer ind på konkrete tilbudsmuligheder efter beskæftigelsesindsatsloven, ligesom mulighederne efter handicapkompensationsloven bliver berørt. 
De forskellige mulige støttepersonordninger – og der er ganske mange – bliver omtalt sammen med den helhedsorienterede vejledning. Her kommer vi ind på både de juridiske krav til vejledningen og de mere kvalitative erfaringer og gode råd i forhold til at vejlede på borgerens præmisser. 
Ordninger og tilbudsmuligheder efter henholdsvise den sociale servicelov og sundhedslovgivningen bliver overordnet gennemgået. 
Vi slutter med en beskrivelse af det individuelle kontaktforløb, opfølgning i forhold til borgeren, og reglerne om ret og pligt, rådighed og sanktion, under ressourceforløbet. 
Kurset sluttes med en række testspørgsmål.

Kurset har som overordnet formål at øge din viden:

  • Om de tværfaglige indsatsmuligheder i et ressourceforløb 
  • De konkrete muligheder for tilbud efter henholdsvis beskæftigelses-, social- og sundhedslovgivningen 
  • Muligheden for at tilknytte forskellige typer af støttepersoner til borgeren i ressourceforløbet
  • Den helhedsorienterede vejledning til udsatte borgere 
  • Regler om kontaktforløb og opfølgning under ressourceforløbet
  • Regler om rådighed og sanktion 

Målgruppe
Kurset henvender sig til sagsbehandlere, faglige koordinatorer, mentorer, personlige jobformidlere og andre i kommunen med interesse i emnet. Kurset kan dog også være relevant for medarbejdere, der arbejder med andre, udsatte målgrupper, eller har brug for at stifte bekendtskab med emnet, fx qua deres ansættelse i kommunens centrale forvaltning.
 

Målgruppe

Kurset henvender sig til sagsbehandlere, faglige koordinatorer, administrative medarbejdere og andre i kommunen med interesse i emnet. Kurserne kan dog være yderst relevante og egnede for virksomhedsejere, administrative medarbejdere eller andre med særlig interesse indenfor området.

Lektioner

1.  Generelt om indsats under ressourceforløb

LAB kap. 19
På kursets første lektion bliver lovgrundlaget for indsatsen under ressourceforløb gennemgået. Der bliver givet en karakteristik af henholdsvis målgruppen for samt selve ressourceforløbet, og lektionen kommer også ind på de aldersafhængige varighedsbestemmelser.

19 minutter

2.  Tilbud og støtte efter beskæftigelsesloven

LAB kap. 11, 12 og 14
På anden lektion bliver der redegjort for de beskæftigelsesrettede tilbudsmuligheder. Lektionen kommer desuden ind på den understøttende indsats i form af mentor, befordringsgodtgørelse m.v.

15 minutter

3.  Den koordinerende sagsbehandler samt andre støttepersoner

LAB §§ 36, stk. 3, 113a, og 167, HKL § 4a samt SEL §§ 83, 85, 96, 97 og 99
En person i ressourceforløb vil typisk have brug for forskellige former for personstøtte udover den koordinerende sagsbehandler. På tredje lektion bliver der redegjort for de forskellige former for personstøtte, der både efter beskæftigelsesindsatsloven, serviceloven og anden lovgivning kan være relevant at tilbyde borgeren.

21 minutter

4.  Helhedsorienteret vejledning

RTL § 5 og SEL § 10
Fokus i fjerde lektion er den vejledning, man hele tiden skal være opmærksom på, at en udsat borger i ressourceforløb kan have brug. Den politiske aftale fra 2018 bliver berørt. Det samme gælder de ønsker til vejledningen, der erfaringsmæssigt stilles fra borgerens side. Lektionen afsluttes med en gennemgang af de regler, der gælder vedrørende dokumentation for vejledningen. 

22 minutter

5.  Tilbud efter social- og sundhedslovgivningen

Flere §’er i såvel SEL som SUL
Et ressourceforløb består af en tværfaglig, helhedsorienteret indsats. Femte lektion redegør for de tilbudsmuligheder efter social- og sundhedslovgivningen, det typisk vil være relevant at supplere den beskæftigelsesrettede indsats med. 

11 minutter

6.  Kontaktforløb og opfølgning

LAB §§ 27, 31, 32, 41, 45 og 46 og RTL § 7a
Reglerne om kontaktforløb og opfølgning følger generelt reglerne for andre målgrupper, der er ”længere væk” fra arbejdsmarkedet. Sjette lektion redegør for kontaktforløbet, jobsamtalernes frekvens og indhold, Min Plan og rehabiliteringsplanens indsatsdel, samt de sagsbehandlingsmæssige krav, der stilles i forbindelse med ressourceforløbets afslutning. 

18 minutter

7.  Rådighed og sanktion

LAS § 69 og §§ 69 a - f
Kurset afsluttes med syvende lektion, hvor de overordnede regler om rådighed og sanktion under ressourceforløbet gennemgås. Samspillet mellem vejledning og sanktion, samt reglerne om mindre intensiv indsats bliver ligeledes berørt. 

19 minutter

Peter Gasbjerg

Peter Gasbjerg

Konsulent, underviser og personlig rådgiver

Indehaver af Konsulenthuset Gasbjerg, uddannet Cand.jur med 8 års erfaring fra kommunal forvaltning samt 15 års erfaring fra faglig organisation og a-kasse.